Forfatter: Pia

Du gør en forskel-prisen til Linda Morgen!

Stort tillykke til Linda med prisen!

Indstillingen kan læses nedenfor.

Kandidat: Linda Morgen

Gymnastikleder i AB Gymnastik 1987-2003

Formand for AB Gymnastik 2003-2017

Bestyrelsesmedlem i AB Gymnastik 2017 …….

Linda Morgen tog alle med storm, da hun i 1987 startede som leder af et fantastisk damehold i en alder af bare 24 år. Hun var noget yngre end de fleste gymnaster på holdet.  Hun lavede den ene superflotte serie efter den anden, og lidt underholdning var der da også indblandet som den gang, hvor holdet iklædt tørklæde, forklæde og kost dansede til: Der er altid noget at gøre for en husmor … Andre nye og innovative serier fulgte efter. Det var ikke et grand prix hold, men hun fik stablet et rigtigt godt damehold på benene, og var med til at bevare et dameopvisningshold i Aarup i mange år. Linda var en slags motor for hele gymnastikken, og hun var en, som man lagde mærke til i foreningslivet i Aarup. Linda havde et enkelt års pause i forbindelse med en graviditet.

I 2003 fik hun lyst til nye udfordringer inden for AB Gymnastik og sprang direkte over til formandsposten i bestyrelsen, og denne har hun haft indtil foråret 2017. Det har været imponerende, at hun har kunnet blive ved med lige så entusiastisk og motiveret år efter år at holde sammen på trådene og udvikle foreningen i en spændende retning.

Undervejs i sådant et foreningsforløb har der været både sorger og glæder, og her har Linda en sjælden evne til at tackle begge dele. Hun er der og bakker op, når der har været brug for hende, og hun smider alt, hvad hun har i hænderne, når en problemstilling eller andet, der presser sig på, har skullet diskuteres og snakkes igennem. Hun har også altid bidraget meget positivt med sin gode humor og fantastiske humør.

Linda har været primus motor for og planlægger af mange DGI opvisninger i Aarup Fritidscenter. Mange unge og lidt ældre opvisningsgæster vil helt sikkert huske de betydningsfulde ord, hun altid formår at få sagt efter en flot og imponerende opvisning, og alle vokser og ranker ryggen, når de hører hendes ord. Linda er mester i at tale alle op og skabe en god stemning og optimisme.

Linda har altid travlt, er god for en kvik bemærkning og hænger sig ikke i bagateller. Det har været hendes force, når hun har skullet begå sig blandt så mange forskellige mennesker, som findes i AB Gymnastik.  Hun har gennem årene fået en kæmpe erfaring inden for foreningsarbejdet og kommer ofte med gode, brugbare og pragmatiske løsninger, når problemstillingerne er gået i hårdknude.

Det er på grund af sådan en som Linda, at der er en sund sammenhængskraft i vort samfund. Hun har været formanden, der har skabt et stærkt fundament, som AB Gymnastik har stået på i mange år, og som der med stor fordel kan bygges videre på – det er et beundringsværdigt arbejde, som hun som frivillig har udført i snart 25 år. Hun er en rollemodel for andre inden for sit område.

I de seneste 6 år har Linda sammen med den øvrige bestyrelse i AB Gymnastik arbejdet utrætteligt på at få en springgrav med stortrampoliner til Aarup Fritidscenter. Linda har om nogen lagt et kæmpe arbejde i at få dette store projekt stablet på benene, og her den 16/9-17 blev det nye springcenter indviet under festlige forhold. Der er skabt endnu en grobund for en videre udvikling for gymnastikken i Aarup, og springcenteret har allerede nu vist sit værd ved sæsonstart i AB Gymnastik.

I foråret 2017 besluttede Linda, at hun ville fralægge sig formandsansvaret. Britta Bang stod klar i kulissen til at overtage denne post, og overgangen er forløbet på en god og gnidningsløs måde. Men her stopper Linda ikke. Hun arbejder ufortrødent videre i bestyrelsen og sætter det ene projekt efter det andet i søen til stor gavn for AB Gymnastik.

På vegne af AB Gymnastiks øvrige bestyrelse og formentligt også på vegne af vore gymnaster i AB Gymnastik og mange andre i Aarup/inden for DGI har vi på ovenstående grundlag valgt at indstille Linda Morgen til Du-gør-en-forskel-prisen. Linda har med sit store engagement og enorme arbejde gennem mange år gjort sig fuldt fortjent til at vinde prisen. Det skal til slut nævnes, at Linda ved siden af bestrider et krævende fuldtidsjob som reklamekonsulent.

På vegne af AB Gymnastik

Helle Bech Petersen

Nyheder fra AB Gymnastik

REN SPRINGTRÆNING: Dette er et tilbud for alle – både piger og drenge –  som elsker at springe. Dette hold vil indeholde teknik og springtræning i vores nye springlokale.

 

ZUMBA KIDS® OG JUMPING KIDS®: Holdet er en kombination og et mix af Zumba® og Jumping Fitness® for alle børn, der elsker at danse, hoppe, lege til de fedeste hits.

 

FITNESS KONCEPTET:

Ved tilmelding på Fitness Konceptet har du for kun 1100 kr. pr. sæson mulighed for at træne på flere hold eller muligheden for at zappe imellem disse 5 hold: Skitræning – Træn din krop rigtigt 1 – Træn din krop rigtigt 2 – Step/Stram op og Voksenmix.

 

KOM TIL INDVIELSE I AARUP FRITIDSCENTER
LØRDAG, DEN 16.SEPTEMBER 2017 KL. 13.00 J Vi lover, at det bliver en festlig oplevelse 😊 KOM OG SE det fantastiske show af MOTUS Teeterboard. Kendt fra TV2. ”Danmark har talent” og spring udført af gymnaster fra DGI´s rep. hold.

 

Sæsonstart

Sommerferien er forbi og den nye sæson starter snart i AB Gymnastik!

Alle hold starter op i uge 36, dvs mandag d. 4. september.

Vi glæder os til at byde både nye og gamle medlemmer velkomne!

Jumping Fitness

Kom og prøv en ny og anderledes, sjov og super effektiv form for træning, som udøves på små trampoliner. Der trænes koordination og kredsløb og alle kroppens muskler kommer på arbejde.
Særligt mave, ryg, balder og ben bliver trænet godt igennem. Koreografierne vil variere i sværhedsgrad, puls og tempo, hvilket giver mulighed for at få forbrændt en masse kalorier. Du kan se frem til en times træning med høj intensitet, hvor der er stort fokus på balance, styrke og teknik. Glæd dig til en helt ny måde at træne på, hvor du træner ud fra det niveau, du er på og hvor der er plads til et godt grin som bonus. Jumping Fitness® er et nyt tilbud i AB Gymnastik i denne sæson, så kom og vær med og tag del i den gode energi.
OBS!!! Vigtig information, som du bør læse inden, du tilmelder dig

Det frarådes, at du deltager hvis ….

Du er gravid eller lige har født ved kejsersnit.

Du har hjerteproblemer eller diabetes, som ikke er under kontrol.
Trampolinerne kan tåle en max belastning på 130 kg.

Nyt pigehold fra 7. klasse

Et fantastisk og spændende hold for unge piger. (ingen spring)
Der vil blive lagt vægt på tekniktræning, udtryksundervisning & smidighedstræning, men derudover skal der også styrketræning og konditionstræning til. Alt det der skal til, hvis man gerne vil udvikle sig og være en rigtig dygtig gymnast, og som måske også stiler efter at blive udtaget på rephold og pigehold i fremtiden.
Der er også plads til sjov og leg og alle kan være med og føle sig velkommen. Derudover skal der selvfølgelig øves, øves og øves endnu mere på opvisningsprogrammet, så vi kan stå skarpt i marts måned. Trænerens viden inden for fysioterapi vil helt sikkert afspejles i træningen, og der vil blive sørget for at implementere forebyggende træning.
Opvisningsplanerne er stadig i idéprocessen, men det forlyder, at opvisningsprogrammet højst sandsynligt vil komme til at indeholde en house-/hiphopserie, en blød serie, en redskabsserie (måske kølleserie) og der vil være en hård/skarp serie.
                                                                          LYDER DETTE SOM NOGET FOR DIG, SÅ MØD OP.  

Ny formand i AB Gymnastik

På AB Gymnastiks generalforsamling d. 19. april trådte Linda Morgen tilbage som formand efter 14 år på posten, for at give plads til nye øjne og kræfter.

For mig har det været nogle super fantastiske og interessante år, hvor udviklingen indenfor foreningslivet har gennemgået en stor positiv forandring. AB Gymnastik har opnået meget og fået indfriet mange målsætninger undervejs. I skal alle have den største tak for den støtte og opbakning , jeg og foreningen har mødt og modtaget undervejs, siger Linda Morgen, som stadig vil være en del af AB Gymnastiks bestyrelsen, nu blot som menigt bestyrelsesmedlem.

Lindas afløser på formandsposten bliver Britta Bang, som har været med i AB Gymnastik i en længere årrække. Om valget af Britta udtaler Linda Morgen: Hun er en ildsjæl og den rette. Hun brænder for AB Gymnastik med den største gejst og vilje. Hun har min fulde opbakning og støtte som formand for AB Gymnastik.

Resten af bestyrelsens sammensætning er uændret efter generalforsamlingen.