Til Aarup Boldklubs generalforsamling mandag den 27/2 2017 blev Hvide Kors pokalen tildelt en person, der i den grad har fortjent denne medalje for sit enorme engagement for og i gymnastikken igennem de sidste mange år.
Britta Bang modtog hvide kors pokalen, og blev hædret for innovative og gennemført håndtering af foreningsarbejdet igennem mange år i AB Gymnastik.
Britta har noget, som kun få har … og det er ligesom legen ” skibet er ladet med … ” Hendes skib er ladet med KRUDT og KUGLER. I dag vil man beskrive det som Powerbanks og batterier. Hun er altid fyldt med ENERGI og kreativitet og går ikke tør for gode idéer.
Hun kom ind i AB Gymnastiks bestyrelse i år 2008 og har lige siden gået 100 % op i foreningen. Det er en imponerende entusiasme og motivation, hun møder op med, uanset hvilken opgave der skal udføres. Hun er ikke bange for at tage nye udfordringer op, og enhver opgave bliver taget seriøst, indtil opgaven er løst 100 %.
Der findes få personer, som evner ”det” IKKE at give op. Britta besidder denne fantastiske evne til at blive ved med at kæmpe et skridt videre mod drømmen. For hende slutter kampen ikke, førend alle mulige løsninger er blevet afprøvet. Selv når alle andre har opgivet, bliver hun ved, og det er her, hun vinder sine kampe og er derved med til at udvikle foreningen i en spændende retning. Igennem årerne har hun kæmpet og opnået meget. Bla. at etablere gymnastikskole, som nu kører for 4. gang.
Hun var også den første til at sige “Vi skal have en springgrav”, og her i 2017 bliver det så en realitet.
Britta er et positivt, rart og omgængeligt menneske, som skaber respekt om sig selv og sine projekter. Hun har endda modtaget en succespokal i 2014 fra Personaleforeningen Eskelund A/S.
I AB Gymnastik er hun i den grad med til at højne kvalitetsniveauet i foreningen.
AB Gymnastik vil gerne takke Britta og give hende denne Hvide Kors pokal, som et bevis på et prisværdigt og værdifuldt foreningsarbejde igennem mange år.
Tak, Britta. DU KAN … DU VIL … OG DU GØR DET !